Spøgelser og sagn

Rædselshistorier

fra fangekældrene

I de trange fangekældre emmer luften af gru, pinsler og skrækindjagende historier om en nådesløs slotsfrue. Frygtelige fortællinger om den pengegriske Ingeborg Skeel, som tog livet af slotsbygmesteren ved at styrte ham i voldgraven.

Ingeborgs grusomme ugerninger klæber stadig til hendes skæbne. Hendes forpinte sjæl kan ikke finde fred i graven, og hun hjemsøger stadig Voergaard Slot den dag i dag.

Rosedonten

Voergaards mest berømte fangehul - Rosedonten - er beliggende i den ældste del af slottet. Rummet har en størrelse, så en voksen mand hverken kan stå oprejst eller ligge udstrakt derinde. Der er ingen lys- eller lufthuller.
Fra fangekælderen går der en skakt op til et værelse to etager ovenover, hvor det er muligt at høre, hvad der bliver talt om nede i fangekælderen.

Ingeborg Skeel

Der er ingen tvivl om, at Danmarks mest berømte spøgelse, Ingeborg Skeel, har sin gang på Voergaard Slot. Der er talrige beretninger om mystiske hændelser og syner af en hvid dame, der bevæger sig rundt på slottet om natten.
Ingeborg Skeel var en driftig og meget dygtig handelskvinde og derfor lagt for had af en stor del af lokalbefolkningen. Rækken af historier om hendes misgerninger er mange, i blandt dem er, at hun skulle have druknet arkitekten Philip Brandin i voldgraven, for at han ikke skulle bygge et slot som Voergaard igen.
Efter Ingeborgs død i 1604 spøgte hun så meget på slottet, at en præst blev tilkaldt for at mane hende til ro i en nærliggende mose. Alle historier til trods er det en kendsgerning, at Ingeborg donerede mange penge til fattighjem og selv stod for opførelse af et hospital og en skole for Sæbys fattige.

Blodpletten, der ikke kan vaskes af

I det nordøstlige tårnværelse findes en plamage på gulvet, som skulle stamme fra én, der er slået ihjel samme sted. At det er uskyldigt blod, der er udgydt, fremgår af, at pletten ikke vil lade sig fjerne.
Pletten var glemt i mange år, men under en renovering af værelset i 1997, fremkom pletten igen, da man afsleb mange års fernis. På trods af flere afslibninger, kommer pletten frem igen efter et par dage.

Vildsvineskindet

I en montre på slottet ligger skindet fra et vildsvin, der blev nedlagt på slottets jorder i 1700-tallet. Da vildsvinet blev nedlagt på grænsen mellem Voergaard og Hundslund opstod en mindre fejde, hvilket resulterede i en deling af byttet, så Voergaard fik skindet. Ifølge sagnet må vildsvineskindet aldrig fjernes fra Voergaard Slot, for ellers vil hele slottet styrte i grus.